Bag om os

Arbejdet i Kolkata

Samarbejde med stærk lokal partner

Siden 2018 har vi haft et frugtbart samarbejde med kostskolen Missionaries of the Word, ledet af Brother Xavier, der har drevet skolen i hele 27 år. Det er vigtigt at bemærke, at selvom navnet “Missionaries of the Word” og titlen “Brother” kan give indtryk af en religiøs tilknytning, er der ikke tale om et religiøst partnerskab. Både Brother Xavier og Missionaries of the Word har været en vigtig samarbejdspartner og en fantastisk mentor for os, der har været klar til at hjælpe, hver gang vi har haft udfordringer i det indiskesystem. Det har været uvurderligt at have en med så meget erfaring til at guide os.

Hjælp til selvhjælp

Med kun tre ansatte i Danmark er vores tætte samarbejde med cirka 106 ansatte i Indien og ikke mindst Missionaries of the Word altafgørende. Disse medarbejdere driver projekterne, og det glæder os at se, at de i stigende grad udvikler projekterne med minimal støtte fra os. Vores mål er at yde hjælp til selvhjælp, og vi tror på, at ved at lade viden og erfaring forblive lokalt, skaber vi løsninger, der holder – både i dag og i fremtiden.

Arbejdet i Danmark

Færrest mulige administrative omkostninger

I Gadens Børn ser vi det som vores fornemmeste opgave at støtte og medfinansiere projekterne i Kolkata, Indien. Vi holder derfor vores administrative omkostninger på et absolut minimum for derigennem at sikre så mange midler som muligt til den vigtige sag.

Effektiv drift med et kompakt team i Danmark

Der er få ansatte i Danmark: en direktør, en operationel manager og en fundraising manager. I en periode vil stifteren også være en del af teamet. Vi holder omkostningerne nede ved kun at have disse få medarbejdere, og vi lægger så meget som muligt ud i Kolkata, da det er billigere og samtidig understøtter lokal udvikling gennem arbejdspladser.

Vi får også støtte fra frivillige, som bistår med en bred vifte af administrative, praktiske, kommunikations- og fundraisingopgaver. De frivillige bidrager med deres tid, erfaring og ekspertise gratis og hjælper os med at styrke, udvikle og strømline vores initiativer for børnene gennem sparring, vidensdeling og rådgivning, således at vi hele tiden forbedrer og dygtiggør os.

”Indsamlingsnævnet har på baggrund af afgørelse af 25. juni 2025 pålagt Gadens Børn at offentliggøre følgende:

Indsamlingsnævnet anser det for kritisabelt, at Gadens Børns har anvendt indsamlede øremærkede midler til andre formål.

Indsamlingsnævnet anser det for beklageligt, at Gadens Børns regnskabspraksis ikke har været overskuelig, gennemsigtig og specificeret.

Indsamlingsnævnet anser det for kritisabelt, at Gadens Børn har anvendt midler til andre formål, end det formål der blev oplyst til bidragsyder, herunder til organisationens generelle formål. Indsamlingsnævnet har noteret sig, at Gadens Børn er opmærksomme på, at hvis der er overskydende indsamlede midler fra en øremærket indsamling, kan midlerne ikke anvendes til andet end det øremærkede formål, og at man fremover vil sikre, at bidragsyder samtykker forud for et eventuelt bidrag afgives, hvis midler til øremærkede formål må anvendes på anden vis i situationer, hvor der er overskydende indsamlede midler fra en øremærket indsamling.

Indsamlingsnævnet anser det også for beklageligt, at den anvendte regnskabspraksis, hvorefter indsamlede midler først indtægtsføres, når udgiften afholdes, sammenholdt med de fejl der i øvrigt er i regnskabet, gør at bidragsyder således ikke kan få et fyldestgørende overblik over organisationens økonomi, ligesom bidragsyder har svært ved at følge sit eget bidrag. Indsamlingsnævnet har noteret sig, at der er indikationer på, at Gadens Børn forsøger at efterkomme nævnets vejledning, og at der derfor har været en positiv udvikling i regnskaberne fra 2020 frem til 2023.

Nævnet mener, at ovenstående har været i strid med punkt 3.3, 15.1, 15.2, 15.6, 19.1, 22.3, 23.1 og 23.5 i Retningslinjerne for god indsamlingsskik.”

En åben og ærlig opdatering fra Gadens Børn

Som ny direktør og ansvarlig for Gadens Børn tager jeg Indsamlingsnævnets kritik til efterretning med den største alvor. Afgørelsen fra den 25. juni 2025 vedrører tidligere års praksis for regnskabsføring og anvendelse af øremærkede midler. Den fulde kritik fremgår nedenfor på siden.

Vi er i gang med at opdatere og forbedre vores regnskabspraksis, så den fremover lever op til alle krav om gennemsigtighed, overskuelighed og specifikation. Derudover vil vi sikre, at det i fremtiden tydeligt fremgår for bidragydere, hvad deres støtte går til, og hvordan midlerne anvendes.

Selvom kritikken omhandler tidligere forhold, er det vores ansvar at sikre, at lignende fejl ikke sker igen. Vi ønsker at styrke tilliden til Gadens Børn gennem åbenhed, ansvarlighed og respekt for hver eneste donation.

Tak til alle, der har valgt at støtte os – jeres opbakning betyder alt.


Vil du møde folkene bag Gadens Børn?

Udover vores danske team drives Gadens Børn frem på rejsen af en stærk bestyrelse og et kreativt advisory board, der alle arbejder frivilligt for Kolkatas gadebørn.