Da vores mobilklinik blev opstartet i 2019 var den bemandet med en indisk læge, der efter vores mening udskrev en del antibiotika. De indiske læger har dog en anden tradition for anvendelse af medicin end den danske med en mere liberal holdning til at udskrive antibiotika, hvilket gør antibiotikaresistente bakterier til et større problem. Derfor er det i mange tilfælde nødvendigt at benytte mere bredspektret antibiotika, idet den antibiotika som vi anvender i Danmark, ofte vil være uvirksom. En restriktiv holdning til brugen af antibiotika hos Street Children DK ville bevirke at børnene blev underbehandlet, samtidig med at det ikke ville løse Indiens generelle problem med antibiotikaresistens, men blot være en dråbe i havet.

I Danmark vil man normalt foretage dyrkning og resistensbestemmelse ved en infektion for at fastlægge behovet for antibiotika. Dette tillader vores arbejde i slummen desværre ikke grundet infrastrukturen, og behandlingen bestemmes derfor ud fra symptomer og det sundhedsfaglige personales kendskab til de resistensmønstre, der er udviklet her.

For at begrænse antibiotikaforbruget har vi ansat en farmaceut, som har arbejdet med andre organisationer i Kolkata, som Læger uden Grænser, for at sikre vi ikke har et overforbrug af medicin. Han har en bred viden inden for de infektioner og resistensmønstre, der ses i lige netop Kolkata.

I dag har vi ansat læge, som lægger vægt på at uddanne vores mødre i slummen i hvilke sygdomme der ikke nødvendigvis kureres med medicin. Dette kan være en udfordring, da man i de laveste sociale lag af Indien har meget begrænset viden, samt en forventning om altid at gå fra lægen med medicin, og helst antibiotika.  I et samfund hvor der ofte benyttes ayurvedisk medicin, er opfattelsen som regel at alt kan behandles. Vestlig medicin anses i slummen som magi, der kan behandle alt fra mistet appetit til medfødt blindhed. Det kan skabe stor konflikt, når vores personale ikke giver den behandling de beder om, hvorfor underlige råd som ’prøv med koldt og varmt vand’ eller uddeling af vitaminpiller nogle gange kan være en måde at komme uden om konflikten på.

For yderligere at begrænse brugen af unødig antibiotika og medicin generelt, har vi et online elektronisk journalsystem. Her registrerer vi alle patienter og deres antibiotikaforbrug. Dette giver os mulighed for at følge op på den behandling, der blev givet tidligere, samtidig med at vi sikrer os, at mødrene ikke beder om den samme medicin igen og igen, og undgår at der ‘hamstres medicin’ med henblik på videresalg.

Man kan altså konkludere at det ikke er muligt at sidestille behandling i Danmark med behandling i Indien. I Indien har man generelt haft en mere liberal holdning til at udskrive antibiotika, hvilket gør antibiotikaresistente bakterier til et stort problem. Det er ikke børnene som bliver resistente ved at få antibiotika, men de bakterier som de inficeres med der i forvejen er antibiotikaresistente. Derfor er det i mange tilfælde nødvendigt at benytte mere bredspektret antibiotika, idet den antibiotika som vi anvender i Danmark ofte vil være uvirksom. En restriktiv holdning til brugen af antibiotika hos Street Children DK ville bevirke at børnene blev underbehandlet.